Søvang: Badehotel / Pensionat på øen Bogø
Bogø Tidende: 21. oktober 2009
Ejendommen "Søvang" ligger på nordsiden af øen Bogø.
Artikel fra Bogø Tidende: 21. oktober 2009: "Søvang købt af bogøere af Jørgen Stæhr"
Brøndby Kommune, som i mange år har benyttet Søvang til observationsskolehjem for op til 14 overnattende elever, havde givet ejendommen i udbud, og tilbud skulle være kommunen i hænde senest 5. oktober 2009 kl. 12.00. Grundarealet udgør 30.781 m2 og hovedbygningen 764 m2; hertil kommer udhuse. Man kan forestille sig mange anvendelsesformål af en sådan ejendom; og adskillige bogøere har da også fulgt interesseret med fra sidelinjen. Tre bogøfamilier gjorde dog mere end det. De bød på ejendommen og fik tilsagn.
Badehotellet Søvang blev opført 1895 af Johannes Andersen. Det har gennem tiderne været et meget besøgt sted. Der har været forskellige ejere. Bedst huskes nok familien Svendsen. Også beboerne på øen nød godt af stedet. Der var badebro og badehuse, så det var et yndet sted at mødes i de lune sommeraftener. Fester blev der også holdt. Skt. Hans og den årlige kapsejlads tiltrak mange mennesker.
Den gode badehotelejer Andersen skrev i en pjece følgende for at tiltrække kunder til stedet:
Bogø per Stubbekøbing er efter statistiske Oplysninger Danmarks sundeste opholdssted. Badepensionatet ”Søvang” ligger på Øens Nordkyst lige overfor Sydsjællands bekjendte smukke Skovkyster ved Ulfsund (Madsnedsund, Wintersbølle, Pedersværft). Reisen fra Kjøbenhavn er ca. 3 timer. Badene ere fortrinlige og Pensionatet, der er opført 1895 og indrettet efter alle Nutidens Fordringer, smukt og godt monterede Værelser, ligger umiddelbart op til Stranden og har stort Haveanlæg, samt en stor og flad Eng, der særlig egner sig til Croquet, Boldspil o.l. I bygningens øverste Etage er en rummelig Salon med Udgang til en stor Altan, hvorfra haves Udsigt over hele Kysten.
Kosten er god, og rigelig og proper Betjening. Om Morgenen Kl. 8 Kaffe eller The, Kl. 11 Frokost, dækket Bord og i reglen en varm Ret, og derefter Kaffe, Middag Kl. 3½, 2 Retter og Dessert, derefter Kaffe. Aften kl. 9 dækket Bord med The.
Prisen pr. Dag, fuld Pension, er 3 Kr. For Børn over 10 Aar beregnes som for Voxne, under 10 Aar halv Pris. Rabat for familier.
Forfatteren og marinemaleren, Christian Bogø, skrev sangen ”Bogøs pris” til melodien ”Den slemme måne”. Den blev sunget første gang i 1918 i en sommerrevy på Søvang. Revyen blev opført af et teaterselskab der tilhørte hans søster Emmy Bogø Jame.
Fra 1960-62 var Søvang en afdeling af Bogø Kostskole, hvor man under ledelse af hr. og fru Frydenlund - som noget nyt - havde en blanding af piger og drenge boende. Det første år seks lidt større piger og otte små drenge. Og det følgende år 14 piger og 15 mindre drenge. Det overskuelige antal elever bevirkede, at det hele havde et hjemligt præg.
I 1962 blev skolen solgt til Frydenlund. De indrettede kostskole, der konkurrerede med Bogø Kostskole til 1968, hvor Brøndby Kommune købte stedet og oprettede en observationsskole for adfærdsvanskelige børn. Forstanderparret var indtil nytår 1997 Hertha og Peer Damkjær.
Når familierne Breck, Borch/Søllingvraa og Tjørnemark har indrettet sig, får de hver en lejlighed samt adgang til fælles opholdsrum, diverse gæsteværelser og værksteder. Og skulle de få lyst til at have en åleruse i farvandet ud for vinduerne, er der rigeligt plads til et par joller eller fem.