Damer og soldater......Webmaster: Dines Bogø
|
... Dines Bogø ... | Generelt: DB |
Hvad gik tiden med, når der ikke var travlt?
Det var værnepligtige fra Sjællandks Telegrafregiment, der havde ansvar for Hærcentral Roskilde.
Om dagen kunne der være rimeligt travlt ved omstillingsbordene. Så der var ikke tid til meget andet end at besvare opkald og viderestille.
Om aftenen og evt. tidlig nat eller morgen, når man ikke sov var der gennem mange år opbygget en særlig form for adspredelse.
Landcentralerne
Fra de ældre værnepligtige vidste man, at der rundt omkring på landcentralen sad mange søde centraldamer/piger.De nyankomne ved omstillingsbordene arvede en liste med navne på piger, der gerne ville snakke.
På listen var opført pigen navn, telefoncentral og nogle koder.
Koderne kunne f.eks. angive, at ønskede man, at komme i kontakt skulle man ringe til landcentralen og bedes om et bestemt nr. Det var altid et nr. der ikke eksisterede. Så vidste pigerne på centralen, at det var et opkald fra Roskilde og måske også, hvem det var.
Blev der svaret, at det nr. eksisterede ikke betød det, at centralbestyrerinden var hjemme og evt. kontrollyttede. Så undskyldte man bare. Med jævne mellemrum blev kodenummeret udskiftet med et andet ikke eksisterende telefonnummer.
Hvad talte man om?
En kode kunne evt. angive særlig interesse. Det kunne være rejser eller aktuelle nyheder. Det kunne også være telefonsex!De fleste piger kendte vi navnet på, men der var også piger, som vi ikke kendte. De ringede til os og vi anede ikke, hvad de egentlig hed eller hvorfra de ringede.
Det kunne blive nogle livlige samtaler og netop fordi flere af pigerne var anonyme bevirkede det, at de var meget frie i deres tale.
Selv om man var 22 år og næsten verdensmester i alt, var det ikke sjældent, at pigerne var i stand til at udvide vores horisont. Som regel var pigerne/damerne på centralen noget ældre end os, hvilket bestemt ikke gjorde det mindre spændende.
Et par eksempler
718415 ved centralbordene i Roskilde.
En af pigerne fortalte, at hendes forældre havde arrangeret hendes ægteskab med sønnen på nabogården. Det kunne have været godt, men det var det bestemt ikke. Hun havde behov for at tale med andre, da hendes mand ikke havde tid til tale med hende eller på anden måde være sammen med hende. Han var altid træt og optaget af bedriften.
En anden pige på samme central havde en sød mand, der bare var lidt genert. Alt skulle foregå med slukket lys og ikke særlig udbytterigt (for pigen).
Hun fik et forslag, som hun i første omgang afviste, som umuligt. Rådet var, at en dag, hvor der var en god stemning, skulle hun iført meget lidt lægge sig hen på isbjørnetæppet foran pejsen. Når manden så løftede blikket fra sin bog eller fjernsynet, så skulle hun lade som hun var alene og begynde at hygge sig lidt.
Nogle aftener senere fornemmede man, at der var noget hun ville fortælle. Det var blevet en forrygende aften fortalte hun lidt efter lidt. Hendes mand havde kigget og ret hurtigt ville han gerne deltage, selv om der lys i stuen og det ikke var i ægtesengen.
Efterfølgende havde det ændret deres samliv også i hverdagen. Hun gav mange gange udtryk for sin glæde over det gode råd.
Jeg har en klar opfattelse af, at pigerne på centralen talte indbyrdes om soldaterne, men ikke noget, der blev talt om hjemme.
Vi vidste godt, at der på mange af de andre hærcentralen var samme trafik. Som regel ringede pigerne tilbage på vores opkald, da telefonregningen for kasernen ellers nemt kunne have afsløret uønsket telefontrafik.
Lidt efter lidt blev centralerne automatiserede og den form for trafik forsvandt gradvist.
Vi vidste alt
Som i større firmaer var det betjeningen ved omstillingsbordet eller direktionssekeretæren, der vidste, hvad der skete alt om, hvad foregik i firmaet.Vi vidste også, hvem der ringede til hvem, da mange havde nogle faste rutiner. Indgående og udgående opkald passerede centralbordene.
Man lyttede selvfølgelig ikke, men det skete, at man ikke hurtig nok fik slået telefonnøglen fra efter gennemstilling.
Det var ikke noget vi praktiserede, da datidens teknik som regel afslørende, hvis der blev lyttet på linien.
Vi havde et uheldigt tilfælde. En ansat på kasernen talte med sin elskerinde flere gange dagligt. Vi vidste godt, hvem damen var. Han sagde altid, at det var en tjenstlig samtale, han skulle lave, når han ringede til hende.
En dag var en af vores direkte ledninger blokeret. Hans veninde havde glemt, at "lægge røret" på, så samtalen hang.
Vi ringede til firmaet og bad dem give besked til den pågældende dame. Om hun troede på vores historie med, at vi havde fået KTAS til at spore samtalen, fik vi aldrig at vide.
En "Bassekobling"
Med et par ledninger kunne man lave en mindre ændring i omstillingsbordet. Man kunne koble to bylinier sammen."Sporten" gik ud på, at man i telefonbogen fandt to familier med det samme særprægede efternavn. Begge blev ringet op og samtalen begyndte: "Hallo, nå det er længe siden, det var pudsigt, pænt af dig at ringe". Som regel fandt de ikke ud af, at ingen af dem havde ringet op.
Sjældent blev de sure, men det var dog nogle familier, hvor man ikke talte til hinanden.
Et par gange satte vi to taxacentraler sammen. "Det er TAXA, hvad ønsker de. Ja det er TAXA, hvad kan vi hjælpe med"! Det stoppede vi med, da de ret hurtigt lugtede lunten.
Måske sidder der et eller andet sted en familie, der begyndte at tale sammen igen. Så de små numre har måske gjort lidt gavn?
Vores soldaterløjer var noget anderledes end det sædvanlige med at hælde vand i en kammerats seng eller fylde et skab med papiraffald lige inden stueinspekion.